Hvordan diagnosticeres Cushings syndrom?
I første omgang er det nødvendigt at kontrollere, om den pågældende person tager medicin, der indeholder kortisol eller stoffer, der ligner kortisol. Det er når det kommer til stykket den mest almindelige årsag til Cushings syndrom, og i så tilfælde vil man forsøge at reducere medicinen. Efter et stykke tid vil Cushings syndromet forsvinde.
Hvis personen ikke tager medicin af denne type, tages der prøver for at måle kortisolniveauet i kroppen. Denne undersøgelse kan være meget vanskelig. Der er mange faktorer, der kan påvirke kortisolniveauet i blodet, herunder dårligt medicineret diabetes, for højt alkoholforbrug og ølmave. Ofte skal der tages flere prøver og om nødvendigt skal de gentages.
Den mest almindeligt anvendte prøve er dexamethasonsuppressionsprøven natten over. Kl. 23.00 tages 1 mg dexamethasonmedicin. Dette vil nedsætte binyrernes kortisolproduktion. Næste morgen mellem kl. 8.00 og 9.00 måles mængden af kortisol i blodet ved en blodprøve. Hvis niveauet ikke er faldet tilstrækkeligt efter indtaget af dexamethason natten forinden, betyder dette, at der er for meget kortisol i blodet. Denne tilstand kaldes også ‘hyperkortisolisme’. Kortisolniveauet kan også findes ved at måle indholdet af kortisol i urin, der samles i løbet af 24 timer, eller ved en spytprøve, der tages sent om aftenen omkring kl. 23.00. Hvis indholdet af kortisol i urinen eller spyttet er for højt, er det tegn på hyperkortisolisme. Sommetider måles kortisolkoncentrationen i blodet på forskellige tidspunkter på dagen. Det højeste niveau måles normalt om morgenen, og det falder gradvist i løbet af dagen. I tilfælde af Cushings syndrom er denne normale dagsrytme ikke til stede.
Hvis der konstateres hyperkortisolisme, udføres der yderligere prøver for at afdække den underliggende årsag til Cushings syndrom. Niveauet af hormonet ACTH måles i blodet. Hvis ACTH er (for) lavt skyldes Cushings syndromet en tumor i binyren. Der foretages derefter en CT-scanning af binyrerne for at se efter en tumor, der muligvis producerer kortisol. Hvis ACTH er normalt eller lidt forhøjet, kan det tyde på Cushings sygdom eller ektopisk Cushing. Sommetider er det nødvendigt at tage yderligere prøver for at skelne mellem Cushings sygdom og ektopisk Cushing. Eksempler på sådanne prøver er højdosis dexamethason-suppressiontesten, en CRH-test eller en særlig prøve, hvor blodet fra området omkring hypofysen analyseres (dette kendes som sinus petrosus-prøvetagning). Prøvetagning vil sige ‘indsamling’, i dette tilfælde indsamling af en blodprøve. En MRI-scanning af hypofysen kan afsløre en hypofysetumor. I tilfældet af ektopisk Cushing kan man CT-scanne brystet og de abdominale organer, eller der kan foretages en nuklear scanning.